Inspiration til gardiner
Hvilke gardiner skal du vælge? Bliv inspireret i guiden her.
Der findes et hav af forskellige gardiner, og det kan være svært at vælge. Skal du gå efter rullegardiner, plisse eller lameller? Hvilken farve skal du vælge og hvilket materiale? Mulighederne er mange, og dit valg skal gerne favne både det praktiske og det æstetiske.
Start med at tænke over, hvilken funktion dine gardiner skal opfylde. Er gardinerne til stuen eller soveværelset? Har du brug for fuld mørklægning, eller skal de bare skærme for solen? Vil du gerne forbedre akustikken? Eller er dit primære formål æstetik og smuk indretning?
Når funktionaliteten er på plads, kan du begynde at se på farver og materialer. Husk gerne at tænke hele hjemmet ind, så du skaber en rød tråd, hvis du mangler gardiner til mere end et enkelt rum.
FAQ - Ofte stillede spørgsmål til gardiner
Bliv klogere på 6 populære gardintyper her og få inspiration til det helt rigtige gardin for dig.
Hvorfor vælge rullegardiner?
Det klassiske rullegardin er både en pæn, praktisk og simpel løsning. Gardinerne er enkle i udtrykket og tager ikke meget opmærksomhed i rummet – selv ikke når de er rullet ned.
Du kan vælge mellem mange forskellige farver, mønstre og størrelser. Leder du efter gardiner til soveværelse eller børneværelse, er det en god idé at overveje mørklægningsgardiner. På den måde lukker du alt lyset ude og holder samtidig temperaturen nede, så det bliver behageligt at sove i værelset både sommer og vinter.
Hvorfor vælge plissegardiner?
Plissegardiner minder lidt om rullegardiner. Her får du også en funktionel og diskret løsning, men samtidig øger du fleksibiliteten. Plissegardiner kan nemlig justeres både fra top og bund, hvilket giver dig mulighed for at placere gardinet præcis der, hvor du ønsker. Du kan også vælge en model uden snore for et mere stilrent og enkelt udtryk.
Plissegardiner er både pæne og praktiske i alle husets rum. Også her kan du vælge mørklægningsgardiner, hvis du har brug for fuld lysafskærmning.
Hvorfor vælge persienner?
Med persienner får du en billig og praktisk løsning, der passer til stort set alle vinduer og døre.
Persienner har lang levetid og kan nemt gøres rene med en fugtig klud. Derudover er de super fleksible og nemme at indstille. Den tværgående afskærmning giver dig mulighed for hurtigt at tilpasse både udsyn og lys. Du kan skærme af, åbne helt op eller åbne delvist op, så du beholder udsigten og får lys ind, men stadig blokerer for solens direkte stråler.
Hvorfor vælge lamelgardiner?
Har du store, åbne vinduespartier, kan lamelgardiner være en god løsning. De slanke, vertikale linjer giver et stilrent og moderne udtryk til din bolig og er samtidig et praktisk valg.
Med et simpelt snoretræk kan du nemt skubbe lamellerne tæt sammen, så de næsten ikke ses. Omvendt kan du også skærme for solen uden at rulle helt for og dermed bevare både udsigt og lysindfald.
Med lamelgardiner får du en form for moderne persienne, der kan skærme af for sol og nysgerrige blikke uden at lukke lyset helt ude. Har du store vinduespartier i soveværelse eller børneværelse, kan du også vælge en mørkelæggende variant, der kan rulles for om natten.
Hvorfor vælge stofgardiner?
Lange, elegante stofgardiner er blevet meget populære. Her kan du både skærme for solen, forbedre akustikken og skabe en luksuriøs, hotellignende stemning i dit hjem.
Du kan kombinere tunge og lette materialer for et komplet look, eller du kan vælge at drapere gardinerne på gulvet for endnu mere hygge og ekstravagance.
Med stofgardiner kan du nemt pifte din indretning op og tilføre nye farver og mere stemning til dit hjem.
Hvorfor vælge foldegardiner?
Foldegardiner er det oplagte valg til dig, der godt kan lide, at gardinerne er synlige, selvom de ikke er trukket helt for. Her får du en mere hyggelig og varm stemning end med persienner og lignende.
Du kan nemt justere, hvor gardinerne skal dække, og hvor meget lys de skal slippe ind. Vælger du en let og luftig stoftype, får du et behageligt oplyst rum, selv når du har rullet helt for.
Har du små vinduer eller smalle døre, er foldegardiner et både hyggeligt og funktionelt valg. De findes også i en mørkelæggende version til soveværelset.