Hvilken autostol skal jeg vælge?
Bliv klogere på valg af den rette autostol til dit barn
FAQ - Ofte stillede spørgsmål om autostole
Hvordan vælger du den bedste autostol? Og hvilke autostol regler skal du være opmærksom på? Der er mange faktorer at tage stilling til, når du skal købe en autostol til dit barn. Det er nemlig vigtigt at vælge en autostol, som passer til dit barns alder, højde og vægt. Desuden skal autostolen leve op til særlige sikkerhedskrav og samtidig passe til din bil.
I denne guide kan du blive meget klogere på, hvordan du vælger den helt rette autostol til dit barn. Desuden kan du læse, hvornår du bør skifte autostolen ud med en ny model.
Hvilken størrelse autostol?
Det er vigtigt, at autostolen passer til dit barn. Det er nemlig afgørende for dit barns sikkerhed, når I ude at køre. Du skal gå efter en autostol, der passer til dit barns højde og vægt. Mange autostole kommer desuden som en justerbar model, så den kan passe dit barn i flere år. Der findes primært tre forskellige størrelser af autostole:
- Gruppe 0+: Når barnet vejer 0-13 kg (0-15 måneder)
- Gruppe 1: Når barnet vejer 9-18 kg (9 måneder til 4 år)
- Gruppe 2/3: Når barnet vejer 15-36 kg (3-12 år)
Autostole i gruppe 0+ er egnet til nyfødte babyer og frem til barnet er omkring 15 måneder alt efter dit barns vægt. Denne størrelse autostole findes både som fremadvendte og bagudvendte autostole.
Når dit barn er mellem 9 måneder og 4 år vil en autostol i størrelse 1 som regel være passende. Denne type autostol er egnet, når dit barn kan sidde selv. De findes også både som fremadvendte og bagudvendte autostole.
Autostole i størrelse 2/3 kan bruges frem til dit barn er omkring 12 år. Her kan en selepude også være et alternativ. Dog anbefaler Rådet for Sikker Trafik at bruge en autostol eller en selepude med ryglæn, da det er det sikreste valg. Først når dit barn er højere end 135 cm, må barnet sidde uden autostol eller selepude i bilen.
Bagudvendt eller fremadvendt autostol
Autostole i gruppe 0+ og 1 findes både som fremadvendte og bagudvendte autostole. De mest sikre autostole er bagudvendte, da barnet her er bedst beskyttet mod en frontalkollision eller en hård opbremsning. Hvis du vælger at placere en bagudvendt autostol på bilens forsæde, skal du huske at deaktivere bilens airbag.
Ved fremadvendte autostole er det ikke altid nødvendigt at slå airbaggen fra, hvis du har en nyere bil. Du bør dog altid læse bilens instruktionsbog for at undersøge, hvorvidt airbaggen skal slås fra ved placering af en fremadvendt autostol på forsædet.
En fremadvendt autostol vælges ofte, når barnet er blevet større, og der således ikke er plads til barnet i en bagudvendt autostol.
Montering af autostol med isofix
Autostolen kan enten monteres med bilens sele eller med det smarte isofix-monteringssystem afhængigt af, hvilken autostol du vælger. Hvis du vælger en autostol med isofix-montering, bør du sikre dig, at din bil er kompatibel med dette.
Det har siden 2014 været lovkrav, at biler skal have minimum to isofix-beslag, hvilket vil sige, at alle nyere biler er udstyret med isofix. Isofix er et sæt metalarme, der sidder mellem bilens sæder, og som autostolen nemt klikkes ind i.
Det er dog ikke lovkrav at montere autostolen med isofix, men det er en nem løsning. Samtidig er du sikker på, at autostolen sidder korrekt og sikkert. Det kan nemlig være svært at montere autostolen med bilens seler, og derfor er isofix at foretrække for de fleste.
Sikkerhedskrav ved brug af autostol
Det vigtigste, når du skal vælge en autostol, er sikkerheden. Som nævnt er det vigtigt, at autostolen passer til barnets højde og vægt. Det er nemlig afgørende for, at dit barn kan sidde sikkert i autostolen og er bedst muligt beskyttet ved et eventuelt trafikuheld.
Udover autostolens størrelse, er det også vigtigt, at du sikrer dig, at autostolen opfylder EU’s sikkerhedskrav. Du skal se efter mærkningen ECE 44-03, ECE 44-04 eller ECE R-129 (i-Size). Denne mærkning viser, at autostolen er godkendt og lever op til EU’s sikkerhedskrav til autostole.
Du kan læse meget mere om autostol regler i færdselsloven §80a. Det er vigtigt, at du sætter dig godt ind i reglerne for brug af autostol – både for dit barns sikkerhed og for at undgå bøde og klip i kortet.
Udskiftning af autostol
Hvornår skal du udskifte autostolen med en ny? Det er vigtigt, at autostolen passer til dit barn. Derfor skal du have fat i en ny autostol, når dit barns højde eller vægt overstiger det, som er angivet for den nuværende autostol. Mange autostole kan tilpasses forskellige højder i takt med, at barnet vokser. Så behøver du altså ikke at udskifte autostolen alt for mange gange.
Hvis autostolen har været ude for et trafikuheld, er det desuden en rigtig god idé at udskifte den med en ny autostol. Der kan være skader både indvendigt og udvendigt på autostolen, som forringer dens sikkerhed. Dette skal du også være opmærksom på, hvis du overvejer at købe en brugt autostol. Der kan være skader på autostolen, som ikke kan ses med det blotte øje, men som har betydning for sikkerheden.
Desuden skal du være opmærksom på, at alle autostole efter 2014 er udstyret med en udløbsdato. Hvis din autostol overskrider denne dato, er det også tid til at skifte den ud. Det kan du læse mere om hos Sikkerhedsstyrelsen.
Køb autostol til dit barn på Bilka.dk
En god autostol, som dit barn sidder komfortabelt i, er afgørende for en behagelig og sikker køretur. På Bilka.dk finder du et udvalg af autostole i forskellige størrelser og med forskellige funktioner. Du finder både autostole til de helt små samt selepuder til de større børn. Alle autostole på Bilka.dk er sikkerhedsgodkendte og lever op til EU’s sikkerhedskrav.
Mangler du andet til køreturen? Gå på opdagelse i det store udvalg af udstyr til bilen. Hvad end du mangler sikkerhedsudstyr til bilen, bilpleje eller noget helt tredje, så finder du det på Bilka.dk.