Hvornår er det tid til at skifte viskerblade?

Bliv klogere på vedligeholdelse af viskerblade i guiden her

Din sikkerhed på vejen afhænger af din evne til at kunne se ud af ruden, når du kører i din bil. Det er derfor alfa omega, at dine viskerblade kan holde ruden ren. Du vil opleve dårligt udsyn, når dine ruder er støvede, snavsede, har døde insekter eller det regner. Derfor er det vigtigt, at dine vinduesviskere kan gøre dette arbejde for dig, så dine ruder er rene med frit udsyn.

Viskerblade bliver ofte overset af bilister, fordi mange undervurderer vigtigheden af dem, eller glemmer at vedligeholde og udskifte dem. Uden vedligeholdelse af dine viskerblade vil deres levetid blive forkortet, og de vil ikke kunne udføre det arbejde, de er beregnet til – nemlig at holde ruden ren med frit udsyn, så du kan navigere sikkert på vejen under kørsel.


Tips til vedligeholdelse af viskerblade

Det første vigtige step i forhold til at vedligeholde dine viskerblade er at holde dem frie for snavs.
For at holde dem rene, er det en god idé at tørre dem af med en ren klud mindst én gang hver tredje måned. Snavs kan nemlig beskadige dine viskerblades gummikomponenter, hvis det får lov til at sidde over en længere periode. Når snavsen ikke fjernes, vil det kunne resultere i, at uønsket snavs udtværes på forruden, så dit udsyn forringes.

Du kan også forlænge levetiden på din viskerblade ved at give dem en beskyttende snavsafvisende belægning en gang om året. Dette gøres ved at påføre noget gummibeskyttende belægning, efter at du har rengjort viskerbladene med vand.

Det er også vigtigt, at dine viskerblade ikke udsættes for sæbe, når du får vasket bilen i et bilvaskeri, ligesom du også skal tjekke om vaskeprogrammet har bilvoks inkluderet, hvilket også kan skade dem. Du bør derfor altid benytte dig af de vaskeposer, der ofte hænger til fri afbenyttelse, når du kører bilen ind i vaskehallen.
 

Hvornår er det tid til en udskiftning?

Det er svært at udstikke en generel regel for, hvornår du skal udskifte bladene på vinduesviskerne, idet det afhænger af flere faktorer såsom klimaet, brugen af bilen med mere. Det er dog forholdsvist let at vurdere, om bilen trænger til nye viskerblade.

Derfor bør alle bilister med jævne mellemrum sørge for at efterse viskerbladene, uanset hvilket klima de befinder sig i. Både tørt og koldt vejr kan skade viskerbladene på forskellige måder. Ved tørt vejr vil der være mere støv, hvor det kolde vejr vil gøre dine viskerblade stive og skøre. Kig bladene efter og udskift dem, hvis de er misfarvede, har revner eller bare generelt ser ud til at være i en dårlig stand. Kig også efter om bladene ser flade eller sammenpressede ud - så bør de også blive skiftet.

Hvis dine vinduesviskere laver en ridsende lyd, når du aktiverer dem, er det ligeledes på tide at udskifte dem. Hvis man skal forsøge at komme med en generel anbefaling, vil det være, at du bør udskifte viskerbladene foran 2 gange om året, hvorimod det er tilstrækkeligt at skifte dem på bagruden én gang årligt. 

Vurderer du, at viskerbladene trænger til en udskiftening, er det heldigvis hverken dyrt eller besværgeligt selv at skifte dem. Du kan læse vores guide til udskiftning af viskerblade her. 


På Bilka.dk har vi prisvenlige viskerblade til bilen, når de gamle trænger til en udskiftning. Find dem under autoreservedele nedenfor.