Maling af vægge indendørs
Opnå et flot resultat, når du skal male dine vægge med disse simple trin
FAQ - Ofte stillede spørgsmål om maling af vægge
Trænger dine vægge i hjemmet til en ny klat maling? Det behøver slet ikke at være så svært at puste nyt liv i køkkenet, stuen eller soveværelset. Måske trænger du til nye, friske farver eller måske blot en stilren, hvid væg.
Vi har gjort det nemt for dig at gå i gang med maling af vægge indendørs. I denne guide kan du læse, hvordan du kaster dig over dit indendørs malerprojekt med tre simple trin.
Det er vigtigt at lave et godt stykke forarbejde, inden du går i gang med at male dine vægge. På den måde får du nemlig det bedste resultat. Nederst i guiden kan du se en video med de bedste tips til at male din væg.
Det skal du bruge til at male vægge
Inden du går i gang med at male væggene derhjemme, skal du selvfølgelig sikre dig, at du har udstyret i orden. Heldigvis finder du et stort udvalg af både maling og malerudstyr på Bilka.dk. Vi har samlet en tjekliste med alt det, som du skal bruge:
- Vægmaling i din yndlingsfarve
- Væggrunder
- Afdækning og afdækningstape
- Malerrulle og malerbakke
- Malerpensler
- Grundrens til vægge
- Rengøringsartikler som gummihandsker, spand og svamp
- Evt. spartelmasse
Desuden skal du have noget tøj, der kan tåle at få lidt maling på sig. Det kan nemlig være svært at undgå. Du kan også bruge en malerdragt, som du kan tage ud over dit tøj.
Trin 1: Rengøring af vægge inden maling
Det første trin til maling af vægge indendørs, er rengøring af væggene. Overfladen skal være tør, fast, ren og afsmitningsfri. Snavsede og tidligere malede flader rengøres med grundrens og en svamp. Efterfølgende vaskes der med rent vand og en ren klud. Det er vigtigt, at vaske med rent vand efter grundrens, da malingen ellers ikke vil hæfte til væggen.
Trin 2: Reparation og afdækning
Efter rengøringen bør du tjekke væggene efter for skader. Er der huller eller revner, som trænger til en reparation? Du kan bruge spartelmasse, en spartel og sandpapir til at ordne de steder, der trænger.
Når væggen er fin, er det i gang med at afdække flader, der ikke skal males. Afdæk gulvet med pap, og sæt malertape rundt om stikkontakter, lampeudtag og langs fodpaneler. Det er en god idé at være grundig med dette, så du ikke senere skal bruge tid på at fjerne uønsket maling.
Trin 3: Mal dine vægge i en flot farve
Når forarbejdet er klaret, er det tid til at gå i gang med selve malerarbejdet. Omrør malingen grundigt før brug, så farvepigmenterne er jævnt fordelt. Er du stadig på jagt efter den perfekte farve til dine vægge, kan du prøve vores farvevælger.
Du kan bruge en lille malerrulle langs panelerne, hvis du har afdækket med bred malertape. Herefter kan du bruge en større malerrulle til at male resten af væggen. Mal med lange træk for at få det bedste resultat. Sørg desuden for at have rigeligt med maling på malerrullen, så væggen bliver godt mættet af maling.
Ofte er det en god idé at male væggen af to omgange. På malerbøtten kan du altid læse, hvor mange timer malingen skal tørre, før du kan give et ekstra lag. Det er nemlig forskelligt fra maling til maling. Vil du prøve kræfter med at male skarpe kanter? Så kan du læse vores guide med de bedste tips til skarpe kanter.