Sådan olierer du din træterrasse
Tips og tricks til at oliebehandle terrassen
FAQ - Ofte stillede spørgsmål om oliering af terrasse
Vil du sikre en lang levetid på din træterrasse? Så skal du huske at vedligeholde den. Det kan du gøre ved at rengøre og oliebehandle træterrassen regelmæssigt. Det vil gøre træet mere modstandsdygtigt over for vind og vejr.
Er du i tvivl om, hvordan du olierer din træterrasse med bedst muligt resultat? Og hvor ofte bør du egentlig give terrassen olie? Vi har samlet de bedste tips og tricks til at behandle din terrasse med en god træolie.
Hvornår skal du oliere din terrasse?
Når du skal i gang med at oliebehandle din træterrasse, er det værd at undersøge vejrudsigten. Det skal nemlig foregå i tørvejr, og temperaturen skal gerne være mellem 15 og 25 grader. Derfor vil det ofte være passende at oliere terrassen i sommerhalvåret.
Desuden bør du ikke oliere din træterrasse i bragende sol. Så når olien nemlig at tørre ud, inden den trænger ind i træet. Gå derfor efter en dag, hvor skyerne dækker en smule for solen, og hvor der ikke er udsigter til regn.
Gør terrassen klar til oliebehandling
Inden du går i gang med selve olieringen af terrassen, er det vigtigt med en grundig rengøring. Det er nemlig afgørende for, at olien kan trænge ind i træet.
Det kan være en god idé at bruge en terrasserens og en god skrubbebørste til at fjerne alt snavs og skidt fra terrassen. Sørg for at skylle terrassen med rent vand efter brug af rensen. Efter rengøringen bør du lade terrassen tørre til næste dag eller mindst seks timer.
Efter rengøringen kan det være en god idé at slibe overfladen, inden olien påføres. Det er dog kun nødvendigt, hvis din træterrasse trænger til det. Det kan være, at det er flere år siden, at terrassen er blevet lagt, og træet derfor er lidt medtaget. Du kan slibe din terrasse med sandpapir eller en rystepudser.
Oliering af træterrassen
Rør grundigt i olien, inden du påfører den på træet. På den sørger du nemlig for at farvepigmenterne er jævnt fordelt. Det giver det bedste resultat.
Påfør olien langs med træets åreretning med en pensel af god kvalitet. Overskydende olie kan nemt fjernes med en ren klud efterfølgende. Gentag flere lag med olie, indtil der ikke længere trænger olie ind i træet. Giv gerne terrassen alt det olie, som den kan suge. Vær opmærksom på, at enderne suger særligt meget.
Du bør altid læse anvisningen på produktet, inden du går i gang. Når du er færdig med at oliere træterrassen, skal du lade den tørre 2-3 døgn, og så er den klar til endnu en god sæson.
Hvor ofte skal du oliere din træterrasse?
Du kan holde din træterrasse bedst muligt ved lige ved at oliebehandle hvert eller hvert andet år. Hvor ofte din terrasse skal have træolie, afhænger af flere ting herunder vejr, placering, alder og materiale.
Ved at vedligeholde din træterrasse jævnligt kan din terrasse blive ved med at fremstå flot og velholdt. Med en velholdt terrasse er der lagt op til en masse hyggelige stunder udendørs.
Mangler du noget til projektet? Så kan du selvfølgelig finde alt det, som du skal bruge på Bilka.dk. Gå på opdagelse i vores store udvalg af alt til udendørs maling og træbeskyttelse.