Afkalkning af elkedel

Se her, hvordan du nemt kan afkalke din elkedel

Du bør afkalke din elkedel med jævne mellemrum for at forlænge levetiden og bevare dens ydeevne. En elkedel, som er godt kalket til, vil nemlig være længere tid om at koge vandet. Afkalkning af din elkedel er heldigvis nemt og hurtigt. Vi har samlet en række gode råd i denne guide, så du nemt kan fjerne kalk fra din elkedel. 

Husk altid at bruge rengøringshandsker, når du anvender husholdningsmidler, da de kan være kraftige for huden. Desuden bør du altid læse brugsvejledningen for din elkedel, da der kan være midler, som din elkedel ikke tåler.

Afkalkning af elkedel med eddike 

Der er forskellige måder at afkalke en elkedel på. Hvis du i forvejen har almindelig lagereddike i hjemmet, er dette den nemmeste måde at afkalke på. Du behøver nemlig kun eddike og vand. 

  1. Fyld elkedlen til max-markeringen med halvt eddike og halvt vand. 
  2. Tænd elkedlen og lad blandingen koge.
  3. Skyl din elkedel igennem med vand.
  4. Fyld din elkedel med vand, og lad det koge 1-2 gange, så den er helt ren for eddike. 
     

Hvis du følger denne fremgangsmåde med et par måneders mellemrum, kan du undgå, at der ophober sig kalk i din elkedel. Hvor ofte, du bør afkalke din elkedel, afhænger selvfølgelig af, hvor meget du bruger den. 
 

Afkalkning af elkedel med eddikesyre eller citronsyre

Er din elkedel meget kalket til, kan det være nødvendigt at anvende en form for syre for at afkalke elkedlen.  Her kan du bruge eddike- eller citronsyre.

Fremgangsmåden er den samme som ved brug af eddike. Dog er blandingsforholdet anderledes. Da syre er mere kraftigt end almindelig eddike, bør du blande 1 del syre med 4 dele vand. Når syreblandingen har kogt igennem en enkelt gang, er det vigtigt at skylle din elkedel grundigt med vand og efterfølgende lade den koge med almindeligt vand for at fjerne alle rester af syre.

Afkalkning af elkedel uden eddike eller syre 

Har du ikke eddike eller en mild syre i hjemmet, kan du sagtens afkalke din elkedel alligevel. Afkalkning af elkedel med natron er en anden effektiv metode. Her fylder du din elkedel med almindeligt vand og tilsætter en teske natron. Herefter lader du blandingen koge. Det kan være nødvendigt at udføre fremgangsmåden et par gange. Husk at lade elkedlen koge igennem et par gange efterfølgende med almindeligt vand.

Populære elkedler

Sådan vælger du den bedste elkedel

Er du på udkig efter en ny elkedel? Læs vores guide, og bliv klogere på, hvordan du vælger den bedste elkedel. 

Se alle køkkenapparater