Festlege
Sjove festlege til fødselsdagen
Det kan være en rigtig god idé at have et par festlege i ærmet, når der er inviteret en masse gæster.
Nogle gange går det helt af sig selv, og de små gæster underholder sig selv, helt uden at du har lavet underholdning til festen eller nogen fødselsdagslege. Men andre gange er der brug for en styrende hånd, der sætter gang i en aktivitet, hvor alle kan være med. Måske husker du selv nogle af legene fra din barndoms fødselsdage..
Festlege kan også være rigtig sjovt at lege som voksen - og vi leger generelt alt for lidt. Så sæt gang i festen med et par supersjove lege. Brug dem som ice breaker eller som et sjovt indslag undervejs.
Foregår festen udenfor er der masser af udendørs festlege, og sidder man længe ved bordet er quizzer og billed-bingo måske et sjovt indslag - Det kan du læse mere om i vores guide med idéer til indslag.
Her kommer 10 gode bud på sjove festlege.
1. Syng med
Musik giver altid god stemning til en fest – og hvorfor ikke forberede en leg, hvor der oven i købet skal synges med? Udvælg en række populære sange, som gæsterne må formodes at kende i hvert fald de fleste af. Inddel gæsterne i to hold, som på skift sætter en deltager på scenen. Du afspiller nu et lille stykke af en sang, og når musikken stopper, skal deltageren fortsætte sangen og gøre linjen færdig. Det giver for eksempel 2 point, hvis deltageren selv kan færdiggøre linjen, og 1 point, hvis han/hun skal have hjælp fra resten af holdet.
Det er en god idé som dommer at printe sangteksterne ud på forhånd, så der ikke opstår diskussion om, hvad der synges.
2. Sig det videre
Skal der en lille leg på banen, mens I stadig sidder omkring bordet, er ’Sig det videre’ eller 'Hviskeleg' et nemt indslag, hvor alle aldre kan være med. Fødselaren starter med at tænke på en sjov sætning og hvisker den videre til den, der sidder til højre. Når sætningen er hvisket hele vejen rundt om bordet, skal den sidste i rækken sige den højt. Og det er sjældent det samme, som det fødselaren startede med at sige! Lad herefter gæsten til højre for fødselaren finde på en sætning – og fortsæt til alle gæster har fået lov til at starte legen.
3. Gæt personen
’Gæt personen’ er en klassiker, når det gælder festlege for både børn og voksne. Lad alle gæster skrive navnet på 4-5 kendte personer på små sedler og kom sedlerne i en skål. I hold af 2 gælder det nu om at gætte flest personer på tid, for eksempel 1 minut. Den ene deltager trækker sedler fra skålen og skal nu forklare den anden på sit hold, hvem personen er uden at sige personens navn. Husk at have en, der holder øje med tiden.
I kan også selv forberede sedlerne med navne inden legen går i gang. Husk at sætte sværhedsgraden i forhold til deltagernes alder.
4. Sækkeløb
Sækkeløb er sjovt, uanset hvor gammel man er. Del gæsterne i to hold og lav en bane på ca. 10 meter (eller hvad der nu passer til selskabets formåen). Hvert hold skiftes nu til at sende en person afsted i en sæk. Der skal hoppes hen til banens ende og tilbage igen, hvorefter sækken overlades til den næste i køen. Det hold, der først får alle ’hoppere’ igennem banen, har vundet.
Har I ikke en stofsæk, for eksempel en gammel kartoffelsæk, kan en robust papirsæk også bruges.
5. Æggeløb
Er det vejr til at være ude, er æggeløb en genial leg, der hurtigt får gang i latteren. Del gæsterne op i to hold og giv hvert hold en ske og et æg. Er der mange mindre børn, kan det være en god ide, at ægget er hårdkogt, men ellers gør det kun legen sjovere, hvis ægget ikke er kogt. En deltager fra hvert hold skiftes nu til at balancere ægget på skeen og løbe frem og tilbage på en afmærket bane – enten med skeen i hånden eller i munden, hvis det skal være sværere. Tabes ægget, skal deltageren tilbage til startlinjen og starte forfra. Det hold, der først får alle deltagere igennem uden et tabt æg, har vundet.
6. Lånte arme
Legen kræver to personer, som sidder eller står tæt på hinanden. Den ene skal være bagved den anden, og den bagerste skal have bind for øjnene. Den forreste gemmer sine arme på ryggen, og den bagerste stikker sine arme frem under den forrestes armhuler.
Man kan eventuelt give dem en stor skjorte eller kittel på, så man ikke helt kan se, at der er tale om lånte arme.
Så skal der udføres forskellige opgaver. Det kan være:
- At børste tænder
- Smøre en leverpostejsmad
- Tage læbestift på
- Spise yoghurt
- Rede hår
- Pakke en gave ind
7. Udklædningsstafet
Del deltagerne op i to hold og stil dem på en linje ved siden af hinanden. De skal nu løbe én ad gangen hen til en stor sæk med udklædningstøj, hatte, boaer, diademer, halstørklæder, kasketter og alt muligt andet.
Når løberen når ned til sækken, skal han eller hun hurtigt finde en genstand, tage den på og løbe tilbage til resten af holdet, hvor næste person så gentager øvelsen.
Det bliver sjovere, når man kan nå at løbe flere gange og får flere lag tøj på eller forskellige genstande.
8. Digt videre
Den første - eksempelvis fødselaren - starter en historie: "Det var en gang et mørkt hus", "Det var en mørk og stormfuld aften" eller hvad han eller hun nu finder på. Og så skal den næste digte videre, og den næste igen.
Det kan være sjovt, hvis den kan optages, eller der kan skrives noter imens, så den kan gengives bagefter.
9. Undertekster
Print billeder ud af børnene i forskellige situationer - eller find nogle billeder på nettet af nogle helt tilfældige mennesker.
Nu skal gæsterne sætte undertekster på billederne. Hvad bliver der sagt? Hvad er der sket? Hvad er der gået forud for billedet?
10. Kims leg
Denne er en god klassisk fødselsdagsleg, som mor og far sikkert allerede har prøvet. Put forskellige ting i kasser eller skåle, som kan skjules, og så skal børnene stikke hænderne under klædet eller ned i kassen og gætte, hvad de rører ved.
Prøv for eksempel:
- Kogt (kold) spaghetti
- Et stykke ukogt medister
- Kaffegrums
- Elastikker
- Et hårdkogt æg
- En blød bamse
- Vattotter
Der gives point for hvert rigtige gæt.
Pssst! Præmier til de bedste - eller til alle
Hav nogle præmier klar til hver konkurrence - men sørg for at gøre sådan, at alle får et eller andet på en anden måde.
Det kan være alt fra små Hariboposer til pynt, som bordet kan pimpes yderligere op med.