Ideer til sjove konfirmationslege
Ideer til sjove konfirmationslege

Festlege til konfirmation

Skal der for alvor sættes gang i festen, så vil det være oplagt at arrangere nogle lege eller indslag, som involverer både konfirmanden og gæsterne. Få idéer her.

Hvad er en konfirmation uden sjove konfirmationslege og indslag?

Det kan være svært at finde på et sjovt indslag til en konfirmation - og man vil jo helst ikke falde i kategorien af 'kedelige talele'. I denne guide præsenterer vi dig derfor for en lang række konfirmationslege, som med sikkerhed vil hitte hos både børn og voksne. Du kan muligvis komme på endnu flere underholdende lege.

Husk også at læse vores guides om at skrive konfirmationskort og konfirmationstaler.

 

1. Tip en 13’er

Tip en 13’er er en sjov måde at finde ud af, hvem af gæsterne der kender konfirmanden bedst – og også en sjov måde at lære en masse små sjove facts om konfirmanden. Lav en blanding af nemme og svære spørgsmål – og også gerne et par sjove og lidt pinlige, hvis konfirmanden kan tåle det – og giv 3 svarmuligheder ved hvert spørgsmål (1, X og 2 ligesom på en gammel tipskupon). 

Eksempler på spørgsmål:

  • Hvad er [konfirmandens] yndlingsfilm?
  • Hvad bruger [konfirmanden] mest tid på efter skole?
  • Hvilket kæledyr ønskede [konfirmanden] sig allerhøjst, da han/hun var 5 år?
  • Hvad var [konfirmanden] klædt ud som til fastelavn i 3. klasse? 
  • Hvad var [konfirmandens] første ord?
  • Hvad er [konfirmandens] yndlingssang?
  • Hvad er [konfirmandens] livret?
  • Hvad er [konfirmandens] skostørrelse?
  • Hvilken sport går [konfirmanden] til (ikke til)?
  • Hvad hedder [konfirmandens] bedste ven/veninde?
  • Hvad er [konfirmandens] yndlingsserie?
  • Hvad kan [konfirmanden] bare ikke fordrage?
  • Er [konfirmanden] a- eller b-menneske?

 

Når alle sedler er indsamlet, kan det eventuelt være konfirmanden selv, der afslører de rigtige svar. Hav gerne en lille præmie til vinderen. 

 

2. Kahoot Quiz

Tip en 13’er kan også laves som Kahoot, hvor konkurrencen foregår online. Det kræver bare, at der er en stor skærm med internet-opkobling til rådighed – og at gæsterne har en smartphone. Du kan lave din egen Kahoot på kahoot.com. 
Men det kræver lidt forberedelse, så du skal lave Kahooten inden. Du går ind på Kahoo.com og opretter spørgsmålene. Det er nemt at arbejde med, og du kan lave så mange spørgsmåll, du vil. Sørg for at gemme din Kahoot, så du kan finde den. På Komputer.dk finder du en meget udførlig vejledning.
Når I starter Kahooten, står der en kode, som alle deltagerne skal taste ind på computer eller smartphone for at være med. Eventuelt kan de være sammen i hold. 

Men vær opmærksom på, at I er et sted med internetforbindelse og god dækning, så alle kan komme på og svare på spørgsmålene. 

 

3. Konfirmand/forældre-dyst

Er der konkurrencementalitet i familien, er det et sjovt indslag at lave en dyst mellem konfirmanden og hans/hendes mor eller far. Skriv på forhånd 8-10 udfordringer på et stykke papir, du deler ud til alle gæster. De skal nu krydse af, om de tror, det er konfirmanden eller moren/faren, der vinder den enkelte dyst. Når alle har afleveret deres gæt, kommer duellanterne på gulvet, og dysten går i gang. 

Eksempler på dyster:

  • Hvem har størst fødder?
  • Hvem vinder en læg-arm-konkurrence?
  • Hvem kan spise et lakridssnørebånd hurtigst?
  • Hvem får først en blyant bundet om livet i en snor ned i en flaske?
  • Hvem kan hurtigst spise 5 flødeboller? 

 

Når alle dyster er gennemført, vinder den gæst, der har gættet rigtigt flest gange. Der kan eventuelt være en lille præmie til vinderen.  

 

4. Billedbingo

Har du en masse billeder af konfirmanden, du brænder for at vise, er en omgang billedbingo en sjov idé. Vælg 30-40 billeder ud, som du viser på en skærm (det kan også være flere, hvis du er hurtigt – bare husk, at underholdning ikke skal tage for lang tid). Del på forhånd en bingo-plade ud til alle gæster i selskabet. Bingo-pladerne skal have 9 af de udvalgte billeder påtrykt, og alle plader skal naturligvis være forskellige. 

I spiller nu om hel række og derefter fuld plade, mens du viser billederne på skærmen enkeltvis. Måske knytter der sig en sjov historie til nogle af billederne, som du kan krydre underholdningen med.  

Skal der være lidt snyd med, kan du eventuelt planlægge rækkefølgen af billeder, så det er konfirmanden, der får fuld plade først.

 

5. Videohilsen fra nær og fjern til konfirmanden

Er en gammel ven eller veninde – eller måske et kært familiemedlem – forhindret i at komme til konfirmationsfesten, vækker det altid begejstring, hvis de sender en lille hilsen. Allerhelst som en lille video. 

 

Mere inspiration til konfirmationen?

Skal der for alvor sættes gang i festen, så vil det være oplagt at arrangere nogle lege, som involverer både konfirmanden og gæsterne.