Ninja temafest til børnefødselsdagen
Ninja temafest til børnefødselsdagen

Ninja fest

Et ninja-tema åbner op for et væld af idéer og muligheder til en børnefødselsdag. Ordet Ninja er japansk og betyder 'Den, som er skjult'. Pynt op med sort og rødt, brug japanske tegn til at understøtte temaet og planlæg lege, der både tester de små Ninjaers hurtighed og lydløshed.

Idéer til Ninjafesten

Ninja-udklædning

En ninja er traditionelt klædt i sort fra top til tå med ansigtet halvt dækket af en maske. En af de karakteristiske ting ved ninjaens uniform er ben- og armbånd, der er viklet flere gange omkring ankler og vriste. Det er en relativt simpel dragt og en nem udklædning til fødselsdagen. Find hele vores udvalg af udklædningstøj her.

Slik-sushi

Når temaet er japansk, skal der naturligvis sushi på bordet. Ikke alle små ninjaer er dog vilde med den ægte vare, så server i stedet fade fyldt med sushi lavet af slik. Vingummi- eller lakridsfisk er for eksempel oplagte som topping oven på skumfiduser eller riskiks dyppet i hvid chokolade.

Held og lykke kager

Lykkekager - eller fortune cookies som de også kaldes - stammer godt nok fra Kina, men er en sjov, lille gimmick også til en ninjafest. Læg en kage ved alle tallerkener, så de små ninjaer alle får et ordsprog eller et råd med på vejen.

Ninja-aktiviteter

Vil du teste gæsternes ninjaevner, kan du lave en forhindringsbane, der for eksempel udfordrer dem på balance, hurtighed og smidighed. Du kan også planlægge en kastekonkurrence med hjemmelavede papkastestjerner, så de små ninjaer kan se, hvem der kan kaste længst.

Ninjaer spiser da med pinde

I Japan er bestik lig med pinde, så naturligvis skal de små gæster spise med pinde. Det er sjovt, og hvis det går galt, kan I jo altid have lidt bestik i baghånden.

Ninja-servietter

Køb sorte servietter og fold dem som ninja-stjerner. Det er nemt og en oplagt mulighed for at inddrage fødselaren inden festen. Du kan naturligvis finde servietter og inspiration til andet pynt til temafesten i jeres lokale Bilka.

Opskrifter til Ninjafesten

Ninja chokolade-cupcakes med meringues

(10 stk.)

 

Cupcakes

125 g smør
¾ dl vand
225 g sukker
3 æg
140 g hvedemel
50 g kakao
½ tsk. bagepulver 

Varm smør og vand i lille gryde, indtil smørret er smeltet. Pisk sukker og æg tykt og cremet i en skål. Bland i en anden skål mel, kakao og bagepulver. Sigt melblandingen ned i skålen med æggemassen og fold det forsigtigt sammen til en glat dej. Tilsæt det smeltede smør og vand og vend det rundt i dejen, til den er ensartet. Tænd ovnen på 170 grader. Fordel dejen i muffin-silikoneforme og bag dem ca. 15-20 min., eller indtil de er bagt. Lad kagerne køle helt af i formene og kom dem derefter i sort- og hvidstribede muffinkopper.

 

Meringue-topping

110 ml æggehvider
165 g sukker
1 tsk. maizena
1 tsk. eddike

Pisk æggehviderne næsten stive med en elpisker. Tilsæt sukker en spiseske ad gangen og vær sikker på det er opløst, inden den næste skefuld tilsættes. Når alt sukker er tilsat, tilsættes maizena og eddike. Pisk i yderlig 5 min. Kom massen i en sprøjtepose med en stjernetyl.

 

Til pynt

Meringue i sprøjtepose med stjernetyl
10 oreos
Chokoladekrymmel

Fjern den ene kiks fra hver oreo. Skær kiksene uden creme i halve. Skær derefter ½ cm af den ene af de halve kiks-dele. Kom de to stykker kiks tilbage på kiksdelen med creme, så du har en kiks med en hvid stribe creme. Pynt hver kiks med to stykker chokoladekrymmel, så det ligner øjne. Sprøjt en roset meringue på hver chokoladecupcake og top med en Ninja-kiks. Server gerne kagerne på et sort eller rødt fad.

Historien bag ninjaerne

Ordet Ninja stammer fra Japan og betyder ordret oversat 'Den, som er skjult'. Ifølge historien var ninjaer mænd, som var oplært i den japanske krigskunst ninjitsu ('kunsten at holde sig skjult'). De fungerede som spioner og snigmordere for adelsmænd og var ildesete, fordi de udførte deres opgaver i det skjulte og ikke åbenlyst i ærefuld kamp, som det ellers var normen i den japanske krigerkultur. I 1700-tallet blev ninjaer gjort til populære figurer i historier og spil, og det er også i denne periode, den legendariske sorte, maskerede beklædning blev opfundet.