Sådan strikker du masker op

Astrid Salling giver dig strikketips til hvordan du fisker en maske op

At tabe en maske - hvad vil det egentlig sige?

At tabe en maske kan ske, når du mindst venter det - eller i hvert fald, når du er mindst opmærksom. Du opdager det tit først, når du har strikket hele vejen rundt, hvis du strikker på rundpind, eller når du har været frem og tilbage, hvis det er på pinde.

Dér lige midt i rækken af masker, er der ligesom et lidt længere hul – og ingen maske. Til gengæld er der en maske, der er faretruende på vej væk fra pindende og ned i strikkens dyb. Så er det, at du skal til at fiske. Du skal fiske den tabte maske op på sin plads på pinden. Og succesen er ligesom med lystfiskeri, det afhænger af erfaring, held og tålmodighed.

Hvad skal du gøre for at samle masker op?

  1. Først og fremmest er det vigtigt, at du finder en hæklenål i passende størrelse som fiskestang.
     
  2. Læg strikketøjet stille ned mens du finder en hæklenål.
     
  3. Fang den tabte maske med hæklenålen
     
  4. Hækl masken op gennem rækkerne - tråd for tråd. Dette bliver du ved med indtil du har "hæklet" masken op gennem rækken af tråde.
     
  5. Den maske du nu har på hæklenålen vipper du over på venstre pind.
     
  6. Du har nu samlet masken op og kan nu strikke videre