Hvordan står man på paddleboard?
Bliv klogere på, hvordan du bruger dit SUP board
FAQ - Ofte stillede spørgsmål
Det kan være udfordrende at holde balancen på et paddleboard, men det skal ikke holde dig tilbage for flere timers sjov på vandet i den varme sol.
I denne guide hjælper vi dig med, hvad du kan bruge dit SUP board til og hvordan du kommer op på paddleboardet. Når først du har fået føling med at bruge dit paddleboard, vil det helt sikkert blive noget for dig!
Hvad kan man bruge et SUP board til?
SUP boards er blevet meget populære, og du kan næsten ikke besøge en strand uden at se nogle sejle rundt på dem. De kan bruges til at få motion, men det er også populært bare at sejle rundt på dem og nyde vejret. Du kan bl.a. bruge dit paddleboard til at:
- Flyde på vandet
- Sejle ture
- Konkurrere mod andre
- Ride på bølger
- Dyrke yoga eller fitness.
Som du kan se, er det faktisk kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan bruge dit board til. Det er særligt populært at sejle små ture med venner og familie, og du kan tage en slapper på boardet på turen.
Husk sikkerheden på paddleboardet
Det er vigtigt at huske sikkerheden, når du bevæger dig ud på dit paddleboard. Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF) har udviklet nedenstående 10 gode råd for at sikre, at du får en sikker tur på vandet:
- Brug ALTID en leash.
- Husk svømmevest (det er et lovkrav).
- Medbring telefon i vandtæt etui.
- Gå som udgangspunkt ikke alene på vandet.
- Fortæl andre hvor du/i padler ud og hvornår du/i forventer at være tilbage.
- Få et introduktionskursus i en DSRF forening eller hos en surfskole.
- “If in doubt, don’t paddle out” – brug din sunde fornuft og kend dine begrænsninger.
- Brug korrekt påklædning efter årstiden samt vind- og vejrforhold.
- Undersøg altid vind- og vejrforhold inden du går ud. Gå ikke ud i fralandsvind hvis du er nybegynder eller let øvet.
- Brug padlen til at signalere hvis du er i nød.
Du kan få flere råd på DSRFs hjemmeside omkring sikkerhed. Her finder du flere gode råd om udstyr, lovkrav og apps, der er gode at kende til, når du bevæger dig ud på vandet. TrygFonden har også samlet flere gode råd til, hvordan du bliver klar til at bruge dit SUP board.
Hvordan kommer man op på et paddleboard?
Det er ikke altid nemt at komme op på et paddleboard – og slet ikke, hvis du aldrig har prøvet det før. Nedenfor giver vi dig instruktioner på, hvordan du kommer op på boardet og bliver klar til at padle omkring på vandet.
Du kan også tage et kursus hos en anerkendt kursusudbyder. Her kan du blive introduceret til de grundlæggende principper inden for Stand Up Paddle. Du lærer også, hvordan du padler på boardet, hvordan udstyret fungerer og hvad du skal være opmærksom på.
1. Læg paddleboardet i vandet
Du skal første lægge dit board i vandet et sted, hvor du kan bunde. Det skal være dybt nok til, at halefinnen ikke rammer bunden, når du sætter dig på boardet. Ellers kan du risikere at ødelægge halefinnen.
Husk at iføre dig en redningsvest og hav altid en leash på din ankel, så du er i kontakt med dit paddleboard. Det er vigtigt, at du er orienteret om, hvordan du får en sikker tur på vandet.
2. Kom op på boardet
Du kan enten sætte dig på knæ eller på numsen, når du skal op på boardet, men det er nemmest at sidde på knæ. Det er nemlig sværere at komme op at stå, hvis du sidder på bagdelen fra starten.
Du kan forsigtigt sætte dit ene knæ på boardet og støtte med hænderne for at komme helt op. Sørg for at sidde midt på boardet. Hvis du er i nærheden af en badebro eller har en ven med, kan du støtte dig til broen eller få hjælp af din ven.
3. Kom op at stå
Når du skal rejse dig op, skal du sejle ud på dybere vand. Når du føler dig sikker og klar, kan du forsøge at rejse dig op og stå på boardet. Før du rejser dig op, skal du lægge padlen foran dig, så du kan nå den, inden du rejser dig helt op.
Start med at stå på én fod og sæt dine hænder på boardet for at holde balancen. Fortsæt derefter med den anden fod og sæt dig på hug. Derefter tager du padlen i hænderne og mærker efter, om du er i balance. Hvis du er i balance, kan du langsomt forsøge at stå oprejst.
4. Skab stabilitet
For at stå mest stabilt på boardet, skal dine fødder være placeret midt på boardet med en skulderbreddes afstand. Det er en god idé at have lidt bøjede ben, så du har mere kontrol over din krop. Spænd gerne op i mavemuskulaturen, så du sikrer dig mere stabilitet på paddleboardet.
5. Kom fremad
Når du har sikret dig, at du føler dig tilpas og står stabilt på boardet, kan du begynde at bevæge dig fremad. Det gør du ved at padle stille og roligt med din pagaj. Du skal bruge hele din krop til at padle - ikke kun dine arme.
Hvis du vil ligeud, skal du skiftevis padle i hver side, så boardet ikke begynder at dreje. Hvis du gerne vil dreje, skal du padle på den side, du gerne vil dreje til. Du kan rette op ved at padle i den modsatte side.
6. Når du skal vende
Når det er tid til at vende snuden hjemad, skal du skubbe vandet mod enden af paddelboardet på den ene side og mod snuden af paddleboardet på den anden side. Jo bredere, du laver dine tag, jo hurtigere kan du vende boardet.
Øvelse gør mester på SUP boardet
Hvis du gang på gang falder i vandet, når du forsøger at rejse dig op, skal du ikke blive fortvivlet. Øvelse gør mester, og det er ikke altid nemt at være i balance og stå stabilt på vandet. Det er kun en fordel at blive ved med at prøve, indtil du har knækket koden.
Hvis du alligevel ikke er vild med at stå på boardet, så behøver du heldigvis heller ikke. Du kan nemlig sagtens sidde ned på dit board, mens du padler rundt på vandet. Du skal kun gøre det, der føles trygt og sikkert for dig, mens du er på boardet.