Tegn på at din hund er syg
Vi hjælper dig med at opdage symptomer på sygdom hos din hund i god tid.
Du kender din hund allerbedst, og du vil nok hurtigt opdage, hvis din hund er syg. En syg hund opfører sig nemlig anderledes end normalt. Men det kan være svært at finde ud af præcis, hvad der er galt, og hvad du kan gøre for, at din hund bliver frisk igen.
Vi hjælper dig derfor med at blive klogere på symptomerne på nogle af de hyppigst forekommende sygdomme hos hunde.
Vi anbefaler dog altid, at du kontakter din dyrlæge, hvis du mistænker, at din hund er syg. Din dyrlæge kan give konkrete svar og sikre den korrekte behandling af din hund.
Din hund vil ikke spise
Oplever du, at din hund pludselig stopper med at spise, kan det være et tegn på sygdom. Når hunde har det dårligt, mister de nemlig ofte appetitten. Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på, at din hund spiser, som den plejer.
Der kan selvfølgelig også være andre faktorer, der spiller ind i forhold til, om din hund spiser, som den plejer. Har du tidligere på dagen trænet med din hund og givet en masse lækre godbidder, kan det være, at din hund simpelthen bare ikke er sulten.
Tæver i løbetid kan også have en ændret appetit, og det samme kan være tilfældet for hanhunde, der har tæver i løbetid omkring sig.
Det er derfor ikke sikkert, at det er sygdom, der er årsag til den nedsatte ædelyst hos din hund. Hvis du er i tvivl, er det dog altid en god idé at kontakte din dyrlæge.
Din hund har dårlig mave eller kaster op
Diarré eller opkast hos hunde er som regel et tegn på, at der er noget galt. Der kan dog være mange årsager til det, og det er ikke nødvendigvis noget alvorligt. Nogle af de mest normale årsager til diarré og opkast kan være:
- Du har været for gavmild med hundegodbidderne
- Din hund har spist noget, som den ikke kan tåle
- Spiser din hund meget græs, kan det give opkast
- Virusinfektioner
Der kan være mange andre årsager til, at din hund enten har diarré eller kaster op. Måske er der en logisk forklaring på det. Måske ved du, at din hund fik fat i noget mad på køkkenbordet tidligere, som har udløst dårlig mave.
Det er vigtigt at holde øje med din hunds symptomer. Oplever du, at din hund har gentagne diarré eller opkast, er det altid en god idé at opsøge din dyrlæge for vejledning og eventuelt behandling.
Mål din hunds temperatur
Hvis din hund får diarré eller kaster op, er det altid en god idé at tage temperaturen. Hundes normaltemperatur kan svinge mellem 38,0 og 39,0 grader (som regel er temperaturen 0,3-0,5 grader højere om aftenen).
Derfor kan det være en god idé, hvis du en dag, hvor din hund er rask, tager temperaturen morgen og aften. Så har du et mere præcist pejlemærke at gå efter. Hvis din hund f.eks. har en normaltemperatur om aftenen på 38,5 grader – så vil en temperatur på 39,0 kunne kaldes for feber.
Kløe hos din hund
Hvis din hund klør sig meget, kan det være et symptom på, at der er noget galt. Der kan være mange årsager til kløe hos hunde. Ekstrem kløe, som pludselig opstår, kan være tegn på lopper. Har din hund lopper, er det vigtigt at få den behandlet hurtigt.
Kløe kan også opstå som et symptom på en hudsygdom eller begyndende allergi. Hvis din hund klør sig meget i ørerne, kan det være tegn på en infektion i ørerne, som skal behandles hos din dyrlæge. Det er derfor vigtigt at finde ud af, hvorfor din hund klør sig mere end normalt.
Forebyg sygdom hos din hund
Man kan selvfølgelig ikke selv bestemme, hvorvidt ens hund bliver syg eller ej. Det sker ofte af helt andre årsager, end vi som hundeejere er herrer over.
Der er alligevel nogle ting, som du kan gøre for at medvirke til en sund og rask hund. Det handler blandt andet om at sikre, at din hund får noget godt hundefoder, der indeholder alle de rigtige næringsstoffer, som din hund har brug for.
Det er også vigtigt, at din hund altid har adgang til rent vand. Det er nemlig vigtigt for din hunds velbefindende at få nok at drikke.
Generelt er det en god idé at holde øje med, hvad din hund drikker og spiser i løbet af dagen. Det gør det også nemmere for dig at opdage, hvis din hund ændrer adfærd. Hold også øje med din hunds afføring, så du kan reagere hurtigt, hvis noget ændrer sig. Det er altid godt at opsnappe eventuel sygdom i god tid.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din hund er syg, anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge.