Det skal du have med på fisketuren
Tjekliste: Udstyr og fiskegrej du skal huske på din fisketur
FAQ - Ofte stillede spørgsmål om fisketur
Der er mange ting, som du skal huske, når du skal ud at fiske. Er det første gang, du skal afsted på fisketur? Så kan det være svært at vide præcis, hvad du har brug for.
Derfor har vi samlet en liste med alt det, som du skal have med på din næste fisketur. Brug guiden som en pakkeliste, så du er sikker på at huske alt.
Endegrej
Det er altafgørende for succes på din fisketur, at du har dit endegrej i orden. Sørg for at have noget forskelligt at vælge imellem, når du er ude at fiske. Nogle dage virker én type endegrej, og nogle dage virker noget andet.
Det kan være en god idé at have en grejboks med, så du nemt kan holde styr på endegrej og forfang. Desuden bør du altid være forberedt på, at du kan miste din krog. Den kan for eksempel sidde fast, så du ikke kan få den op af vandet. Derfor bør du altid have nogle ekstra fiskekroge med.
Er du i tvivl om, hvilket endegrej du skal have med? Så kan du læse vores guide om valg af endegrej.
Fiskestang
Det giver nok sig selv, men uden en god fiskestang, bliver det svært at få fisk på krogen. Ofte er en spinnestang et godt valg.
Skal du fiske i put and take, bør du gå efter en let spinnestang. Skal du derimod ud at fiske ved kysterne, bør du gå efter en fiskestang, der vejer en smule mere og er længere.
Kniv
Får du en fisk på krogen, skal du kunne slå den ihjel og rense den inden for kort tid. Derfor bør du have en god fiskekniv med.
Ekstra line
I tilfælde af at din krog sidder fast, eller du får en så stor fisk på krogen at fiskelinen springer, er det altid en god ide at have en ekstra line med i tasken.
Fiskenet
Det er svært at få en fisk op ad vandet uden hjælp fra et fiskenet. Det er så ærgerligt, hvis fisken når at slippe fri inden man får fat i den. Hav altid et fiskenet liggende ved siden af dig, så du hurtigt kan hive det frem, når en fisk bider på krogen.
Spand
Er du så heldig at få en eller flere fisk på krogen, kan du bruge en spand til at fragte dem hjem til køkkenbordet.
Målebånd
Du skal selvfølgelig have muligheden for at prale med længden af din fangst til alle dine venner. Husk derfor et målebånd. Målebåndet kan også bruges, hvis i vil konkurrere om at fange den største fisk.
Desuden skal du også være opmærksom på mindstemål, når du fisker ved kysten og i søer og åer. Der er nemlig regler om, hvor stor fisken skal være, før du må tage den med hjem. Du kan læse om regler for mindstemål på Fiskeristyrelsens hjemmeside.
Tæppe
Vejret kan hurtigt variere, og det kan derfor være en god beslutning at have et tæppe med i tasken, så du kan holde varmen, hvis der kommer blæst, eller solen forsvinder bag en sky. Har du børn med på fisketur, kan et tæppe også være fint for dem at sidde på. Alternativt kan I også pakke bilen med et par festivalstole til, når benene bliver trætte.
Powerbank
En powerbank kan være god at have med, hvis du skal fiske i længere tid. Så er du sikker på at have strøm på din telefon.
Solcreme
Når du tager på fisketur, er du udsat for solens stråler i mange timer ad gangen. Husk derfor solcremen, så du ikke bliver forbrændt. Det kan også være en god idé at tage en kasket med.
Vådservietter
Vådservietter er gode at have med, så du kan få rene fingre, efter du har sat en orm på krogen eller renset en fisk.
Madpakke og drikkevarer
En god madpakke og vand at drikke er uundværligt på en lang fisketur. Er du afsted med venner eller familie, kan I passende holde en lille picnic som pause fra fiskeriet. Husk også at få nok at drikke, når I står i solen i mange timer.
Tøj efter vejret
Det er vigtigt at have tøj med, der passer til vejret for at få det bedste ud af din fisketur. Det danske vejr kan hurtigt ændre sig, og derfor kan det være en god idé at have noget regntøj med.
Husk også solbrillerne, hvis du er afsted i sommermånederne. Måske er et par gummistøvler eller waders også en god idé, så du kan komme helt tæt på vandet.
Fisketegn
Sidst men ikke mindst, så bør du sikre dig, at du har fisketegnet i orden. For at fiske i Danmark skal man nemlig have et fisketegn. Børn under 18 år, og voksne, der har nået folkepensionsalderen, er fritaget. Du kan købe eller fornye dit fisketegn på www.fisketegn.dk.
Fisker du i put and take, behøver du heller ikke fisketegn. Her betaler du stedet for at fiske i et antal timer.
Køb dit fiskegrej på Bilka.dk
På Bilka.dk finder du alt til din næste fisketur. Gå på opdagelse i vores udvalg af endegrej, fiskestænger, fiskeværktøj og meget mere. Når du har udstyret i orden, øger du dine chancer for en god fangst. Planlæg din fisketur i god tid, så du kan nå at købe de ting, som du mangler.