Chili sin carne
4 pers.
Chili sin carne er en vegansk version af den velkendte chili con carne. Byd foråret velkommen med denne farverige ret, som er et smukt og lækkert indslag på middagsbordet. Retten er nemlig sprængfyldt med krydderier, bønner og grøntsager, som kan justeres efter smag og behag. Velbekomme!
Det skal du bruge:
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- 3 spsk tomatkoncentrat
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 rød peberfrugt
- 2 gulerødder
- 2 dåser kidneybønner
- 1 dåse sorte bønner
- 1 dl Bulgur
- 2 spsk rødvinseddike
- 3 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk timian
- 1 tsk cayennepeber
- 1 tsk stødt koriander
- 1,5 tsk røget paprika
- 1 frisk chili
- 2 terning grøntsagsbouillon
- 1,5 dl vand
- Olie til stegning
- Chiliflager
- 1 tsk salt
- Peber
Sådan skal du gøre:
Opvarm lidt olie i en tykbundet gryde.
Hak løg, chili og hvidløg fint og steg det i olien ved middel varme til de er klare.
Hak gulerødder og peberfrugt i små tern og steg dem med løgene i ca. 10 min.
Tilsæt derefter spidskommen, koriander, røget paprika, grøntsagsbouillon, timian, cayennepeber og tomatkoncentrat og steg det i 5 min under høj varme.
Skyl bønnerne og kom dem i gryden sammen med rødvinseddike, vand, salt, hakket tomat og bulgur. Kog det hele op og skru så ned så retten kan simre i 30 min.
Smag til med salt, peber og chiliflager.
Serveres med ris, plantebaseret creme fraiche og evt. jalapeno, syltede rødløg, tortilla chips, frisk koriander og lime.