Kagetapas

4 kager med én mørdej

Konditorcreme

  • 0,5 tsk vaniljepulver
  • 1,25 dl sødmælk
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk majsstivelse
  • 1 æg (størrelse m/l)
  • 1 dl fløde

Kog mælken op.
Pisk vaniljepulver, majsstivelse, sukker og æg sammen i en skål.
Hæld den varme mælk over i skålen imens du pisker.
Hæld det hele tilbage i gryden og varm op til kogepunktet imens du hele tiden rører i det.
Lad koge i ca. 1 minut under omrøring.
Sigt massen over i en ren skål, læg folie ned ovenpå overfladen og afkøl i minimum 3 timer.
Når cremen er kold pisker du den.
Pisk fløden til en let skum, og vend den i cremen. 

Mørdej

  • 250 g hvedemel
  • 50 g mandelmel
  • 150 g smør
  • 150 g flormelis
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1 æg (størrelse m/l)
  • Pastafarve efter smag
  • 6-8 bolcher

 

Kør alle ingredienser i en foodprocessor til det samler sig til en dej. Alternativt smuldrer du smørret i mel, mandelmel, flormelis og vaniljepulver og samler dejen med ægget.
Pres dejen lidt flad, pak ind i en plastikpose og læg på køl i ca. 30 min. 
Tænd ovnen på 185 graders varmluft.
Del dejen i 1/3 og 2/3 og farv den mindste del med pastafarven. Tag 1/4 af den ufarvede dej til side til at lave småkagepinde af.
Ælt den farvede del let ind i den ufarvede del, så dejen bliver marmoreret.
Rul dejen ud på et meldrysset bord til den er ca. 0,5 cm tyk.
Stik 6 cirkler ud til små tærter, 12 små cirkler til hindbærsnitter og 6 stjerneforme til småkager med bolcher. Resten af dejen skal på køl igen.
Læg de 6 cirkler i en muffinsform og prik dem i bunden med en gaffel. Bag i ca. 6-8 minutter til de er gyldne i kanten og køl dem af.
Læg de 12 små cirkler på bagepapir. Bag i ca. 6-8 minutter til de er gyldne i kanten og køl dem af.
Skru ovnen ned på 170 graders varmluft.
Læg stjernerne på bagepapir og stik en cirkel ud i hver af dem.
Knus 6 bolcher og læg stykkerne i hullet i din stjernekage. Bag i 6-8 minutter til de er gyldne i kanten, og bolcherne er smeltet men ikke brændte. Lad dem køle af.
Skru ovnen op til 185 graders varmluft igen.
Tag nu resten af mørdejen ud fra køl og ælt den marmorerede dej sammen og farv den evt. lidt kraftigere i farven.
Rul den farvede dej ud til pølser på 3 cm i tykkelsen.
Rul den ufarvede dej ud til pølser på 2 cm i tykkelsen og sno de 2 slags pølser sammen.
Rul dem ud til små stænger på ca. 1 cm i tykkelsen og skær dem i stykker af 10-15 cm. 
Bag dem på bagepapir i ca. 6-8 minutter og lad dem derefter køle af.

Pynt og fyld

  • 6 Jordbær
  • Hindbærmarmelade
  • 1 dl flormelis
  • 1-2 æggehvider
  • 200 g af din favoritchokolade
  • Krymmel

 

Små jordbærtærter med chokolade:

Skyl jordbærrene og skær bunden af dem. 
Smelt chokoladen og pensl hver af dine tærtebunde med den indvendigt. 
Fyld skallen med konditorcremen og sæt et jordbær ovenpå. 

Småkagepinde:

Dyp de små kagepinde i den smeltede chokolade og drys med krymmel.
Lad chokoladen størkne.

Hindbærsnitter:

Pisk flormelis og æggehvider til du har en hvid og flydende glasur.
Sæt en klat glasur på 6 af de små cirkler og drys med krymmel.
Placer en klat marmelade på hver af de resterende 6 cirkler. 
Læg nu de to kager sammen så den del med marmelade er nederst og delen med glasur og krymmel er øverst.
Server alle dine kager på et bræt ligesom tapas.