Talkage med chokoladebund og ganache
Oplagt til fødselsdage, jubilæer og dåb
Talkager er blevet uhyre populære ved festlige anledninger såsom fødselsdage, dåb og jubilæer, da man selv kan bestemme, hvordan kagen skal pyntes og gøres personlig.
Med opskriften her kan du bage din helt egen version bestående af en lækker chokoladebund og smagfuld chokoladeganache på toppen. Kun din fantasi sætter grænser for, hvordan talkagen kan pyntes med dit yndlingsslik og frugt.
Det skal du bruge:
Til talkage
- 8 dl sukker
- 6 dl hvedemel
- 2 dl kakaopulver
- 3 spsk. vaniljesukker
- 2 spsk. bagepulver
- 500 g smør - smeltet
- 6 æg
- 4 dl kogende vand
- Slik til pynt.
Til ganache
- 500 g mælkechokolade
- 5 dl fløde
Sådan gør du:
Chokoladekage
Smelt smørret og lad det afkøle.
Bland sukker, mel, kakao, vanilje og bagepulver sammen i en skål.
Hæld smør, æg og kogende vand heri.
Pisk blandingen, til den er ensartet og fri for klumper.
Hæld dejen i en bradepande beklædt med bagepapir
Bag chokoladekagen nederst i ovnen og lad den afkøle i bradepanden ca. 35 min. ved 175° ved traditionel ovn.
Skær ud til den form, du ønsker, print evt. et tal og skær efter den. Resterne kan fryses og bruges til fx romkugler.
Pynt med ganache og det slik, du har lyst til.
Ganache
Hak chokoladen.
Kog fløden op og hæld den over chokoladen.
Lad det stå i 5 minutter og rør så rundt, til alt chokoladen er smeltet.
Afkøl til massen er ca. 5 grader.
Pisk til ganachen bliver luftig og lys.
Hæld på en sprøjtepose med en stjernetyl i og sæt små toppe på din kage.