Gode råd inden opsætning af hegn
Få gode råd til hvordan du sætter hegn op
Er det første gang, du skal sætte et hegn op, kan det være lidt svært at gennemskue, hvordan man griber opgaven an. Vi har her samlet nogle gode råd, som du kan tage udgangspunkt i. Derudover har vi en grundig vejledningsvideo, der hjælper dig på vej.
Beskyt træhegnet mod fugt
Skal du starte helt fra bunden med at sætte et træhegn op, skal du huske at tage dine forholdsregler mod hegnspælenes fjende nummer ét: den fugtige jord.
Træ som dækkes af jord vil med tiden suge fugt fra omgivelserne og derved vil træet langsomt fortæres.
Der er dog nogle ting, du kan gøre for at forlænge levetiden betydeligt.
Kuno Bonne fra handymand.dk giver følgende råd: "Sæt bunden af pælen i grundingsolie i et døgn. Når det er tørt, giver man den almindelig træbeskyttelse. Det forlænger holdbarheden betydeligt".
Hvor langt bør man grave stolper ned?
For læhegn og espalier graves stolperne 80-90 cm ned. Stolper til forhavehegn behøver ikke at blive gravet mere end 70-80 cm ned. Under specielle forhold, som kraftig blæst eller løs jordbund, bør der dog graves dybere end foreskrevet samt monteres en stabiliseringslaske omkring stolpen.
For at opnå den bedste stabilitet anbefaler vi desuden, at stolper til låger skal graves ned i 100-110 cm dybde.
Såfremt du vælger at støbe omkring stolperne, gør vi opmærksom på, at der ALDRIG må støbes under stolpen, ligesom der heller ikke må støbes helt op til jordoverfladen, idet vandet skal kunne løbe væk.
Montage på stolpefødder
Hvis du skal montere et mindre hegn, kan du vælge at montere hegnet på stolpefødder. Så behøver du ikke nedgrave stolperne. Du skal i stedet sikre stoplefødderne grundigt til underlaget. Derfor anvender denne montagetype sig ikke til montage på blød underlag, ligesom visse hegnstyper heller ikke egner sig til montage på stolpefødder.
Hvis du ønsker en mere fleksibel montage af din nye afskærmningsløsning, er det muligt at montere hegn på flytbare stolpefødder. Det vil typisk være lette typer af afskærmning, der egner sig til denne type montage. For at mindske risikoen for at hegnet vælter anbefaler vi, at du lægger en sandsæk eller en flise på foden, så hegnet ikke vælter.
Hvad skal du ellers være opmærksom på, inden du går i gang?
- Låger kan højre-/venstrehænges efter ønske. Alle lager er forstærket med skråstivere.
- Ved opsætning af skråelementer i hegnsforløb vil der være forskel på højre- og venstrevendte elementer.
- Når du køber stolper, så er det rigtig vigtigt at have montagemetoden for øje. Skal stolperne graves ned, skal du vælge stoler der er tilpas høj til, at du kan grave stolpen ca. 80 cm ned, og stadigvæk have en stolpe, der er høj nok til at montere hegnselementet. Vælger du derimod montage på stolpefod, skal du naturligvis vælge en stolpe, der har samme højde som hegnselementet.
- Husk tilbehøret. Med hegnselementer og stolper, er du godt på vej. Men glem ikke de beslag, du skal anvende til montagen. Og husk også stolpeafdækninger, der skaber en gennemført afslutning på opsætningen af dit nye hegn.
Mål på hegn
På alle hegn kan du se de relevante mål. Nedenfor kan du læse, præcist hvad der er taget hensyn til i de forskellige mål. Selv få cm kan gøre en meget stor forskel, når man sætter et nyt hegn op. Så derfor er det vigtigt at vide præcist, hvad de forskellige mål angiver.
Breddemål er afstanden mellem stolperne. I dette mål er taget højde for montagebeslag. Da bredden kan variere nogle få mm pga. svingende fugtighed i træet, anbefaler vi at veksle mellem stolpe og hegn ved opsætningen og ikke montere alle stolper først. Dette gær sig også gældende, hvis man vælger en anden type beslag end det anbefalede.