Plantning og beskæring af frugttræer og frugtbuske
Gode råd til frugtbuske og frugttræer til haven
FAQ - Ofte stillede spørgsmål til frugttræer og frugtbuske
"Ingen have uden frugtbuske", var et velkendt motto indtil for 10-20 år siden, hvor frugtbuskene gik lidt af mode. Nu vinder de frem igen.
Det er bl.a. takket være en positiv sortsforædling af de vanskeligste og mest sygdomsbefængte sorter. I dag findes der f.eks. meldugresistente og sundere sorter indenfor alle kategorier af traditionelle buske.
Frugtbuske kan dyrkes og trives mange steder i haven. Dog bliver bær-udbyttet størst i sol. De plantes i almindelig havejord og kan skæres ned i ca. 30-40 cm højde for at sikre ny vækst. Nedenfor følger en gennemgang af de mest almindelige sorters pleje og pasning.
Plantning af solbær, ribs og stikkelsbær
Disse tre traditionelle buske bliver 1,5-2 meter høje. Dog bliver stikkelsbærbuske ofte lidt mindre. Solbær og ribs kan plantes med 1,5-2 meters mellemrum, og stikkelsbær bør plantes med 1,5 meters mellemrum.
Beskæring af solbær, ribs og stikkelsbær
Udtynding påbegyndes efter 3-4 år for at fastholde god bærstørrelse. De tykkeste og mørkeste grene fjernes helt ved bunden. Når det gælder solbær og ribs, fjernes et par grene hvert år. Ved stikkelsbær er det nok med en enkelt gren.
Sygdomme
Ved solbær skal du holde øje med mider, der lever i knopperne, og som bevirker, at de angrebne runde knopper ikke springer ud om foråret. Angrebne planter fjernes og brændes.
Ved stikkelsbær skal du holde øje med meldugssvamp. Den ses som en mørk, filtagtig belægning på bærrene og en hvidmelet belægning på skudspidser. Dette kan holdes nede ved sprøjtning.
Plantning af hindbær og brombær
Begge sorter styrkes i espalier og sætter kun frugt på grenene fra sidste år. Husk at bortskære grene, der har båret frugt. Begge fås uden torne afhængigt af sorten. Hindbær plantes med 2 planter pr. meter. Når det gælder brombær, er 1 plante pr. meter oftest nok.
Beskæring af hindbær og brombær
Efter høst afklippes alle skud, der har båret frugt samt alle spinkle skud.
Plantning af blåbær og tyttebær
Både blåbær og tyttebær er surbundsplanter. Af hensyn til god bærsætning i blåbær anbefales det, at du planter to forskellige sorter. Blåbær plantes med 1-1,5 meters mellemrum. Tyttebær kan du plante med 30-40 cm mellemrum.
Beskæring af blåbær og tyttebær
Blåbær og tyttebær beskæres ikke. Du kan dog fjerne de visne spidser på grenene i foråret. Hvis der er gamle grene, der ikke længere kommer frugt på, kan du også fjerne dem. Hvis der er syge eller tørre grene, skal disse også fjernes.
Sygdomme
Blåbær kan angribes af svamp. Dette forebygges bedst ved gode vækstvilkår. Evt. angrebne skudspidser skal klippes af.
Plantning af hassel
Hasselbuske bliver store og brede, og kræver to sorter for at opnå god frugtsætning. Hassel skal gerne plantes med 2-3 meters mellemrum.
Beskæring af hassel
Hvis buskene bliver for tætte, modner frugten ujævnt. Dette kan være en god grund til udtynding. Hvis frugten ikke modner ujævnt, er beskæring ikke nødvendigt.
Plantning af frugttræer
Frugttræer i haven giver mange glæder i form af en smuk blomstring, karaktergivende træer og fornøjelsen af at høste og nyde dejlige og sunde frugter.
Grav et stort plantehul og plant træet med podestedet over jorden. Stammede træer skal stå godt fast. Brug evt. en opbindingspæl. Det er vigtigt at holde græs og ukrudt væk omkring træet. Det kan f.eks. gøres med et 10 cm tykt lag barkflis.
Beskæring af frugttræer
Æbler og pærer beskæres bedst i februar-marts. Kirsebær og blommer beskæres efter frugthøst.
Frugttræer bør beskæres med forsigtighed. Skærer du kraftigt tilbage, kvitterer træet med store mængder af vanris. Det svækker træet og ser uskønt ud. Enkelte grene kan fjernes for at forme træets krone harmonisk og for at få lys til frugterne.
Grene som er angrebet af svampesygdomme og lignende fjernes. Der beskæres et godt stykke nedenfor det angrebne sted, så yderligere spredning hindres.
Udtynding
For mange frugter giver en dårlig frugtkvalitet. Derfor kan du med fordel udtynde frugttræerne lidt. Specielt de frugtbare blommer bør udtyndes, hvilket gøres i juli måned.