Plantning af klematis og slyngplanter

Bliv klogere på, hvordan du planter og passer slyngplanter

Uanset hvor stor eller lille din have eller terrasse er, kan du altid finde plads til én eller flere slyngplanter. Disse skaber en hyggelig og frodig stemning, og de kan plantes op ad mure, træstammer og plankeværk.

I denne guide kan du blive klogere på, hvordan du planter og passer dine nyindkøbte slyngplanter. Du kan bl.a. blive meget klogere på klematis og de forskellige sygdomme, der kan ramme slyngplanterne.

Hvordan skal slyngplanter plantes?

Klematis er en velkendt slyngplante. De fleste klematis stammer fra skovområder, så de er alle rimelig skyggetolerante. De skal dog have mulighed for at vokse sig ud af skyggen for at få sol til blomstringen.

Klematis ynder skygge på roden. Det kan derfor anbefales, at den nederste del af planten er i skygge på en eller anden måde, evt. dækket af andre planter.

Alle klematis og kaprifolier er slyngende. De har derfor behov for at have noget at gro op ad, evt. et espalier, hegn, udspændte snore/wire eller et stativ.

Vedbend, specielt de småbladede typer som Hevil og Hesma, Rådhusvin, Vildvin Engelmanii samt Klatrehortensia, er alle selvhæftende slyngplanter. De er derfor gode til at vokse direkte op af husmure uden yderligere hjælp.

 

Slyngplanter giver masser af muligheder

Der findes slyngplanter til ethvert behov, så der er rig mulighed for at finde de planter, der giver din have eller terrasse det helt rigtige udtryk. Det er kun fantasien, der sætter grænser! De forskellige slyngplanter kan f.eks.:

  • Dække en kedelig mur
  • Vokse op ad gamle træstubbe, lamelhegn, trådhegn, espalier, tagrender og lignende
  • Vokse i pergolaer, imellem store buske som f.eks. bambus, i diverse stativer, solitært i haven eller i krukker.


Det anbefales i øvrigt at plante flere klematis i samme hul for at få en blomstring over hele sommeren. Du kan f.eks. plante Clematis President, Rouge Cardinal og Dr. Ruppel sammen, hvorved der vil være blomstring fra maj til oktober.

 

 

Sådan passer du slyngplanter

Slyngplanter vokser generelt meget fra tidlig forår og henover hele sommeren. De kræver derfor en del gødning. Det kan være optimalt at give almindelig NPK med mikronæringsstoffer 2-3 gange i marts-juni og august.

Det første år efter udplantning skal du vande ekstra meget, da slyngplanter ofte placeres i mere tørre områder som tæt ved husmure eller ved roden af andre planter.

 

Beskæring af slyngplanter

Vi anbefaler, at du følger beskæringsvejledningen på slyngplanternes etiketter. Vinplanter beskæres også tidlig forår. Som hovedregel beskæres disse indtil nogle få store grene, som herefter danner nye sideskud, hvorpå de bærer frugter.

Andre slyngplanter som Kaprifolier, Vedbend, Vinterjasminer, Tobakspibeplanter, Blåregn, Træmorder og Rådhusvin beskæres også bedst i det tidlige forår, men du kan også beskære lige efter blomstring i august-september.

Beskæring af klematis og slyngplanter

Det er en god idé at beskære sine slyngplanter. I denne guide fortæller Claus Dalby dig, hvorfor det er vigtigt at beskære sine slyngplanter. Han fortæller også, hvornår det er bedst at gøre det, så der er rig mulighed for at blive klogere på slyngplanterne.

Sygdomme og skadedyr ved slyngplanter

Planter, som er velernærede og i god vækst, har mindre risiko for at få sygdomme og blive angrebet af skadedyr. Slyngplanter er generelt ikke særligt udsatte for sygdomme.

Slyngplanter kan angribes af meldug-svampe, som kan sprøjtes væk med almindelige meldug-midler. Miljøstyrelsen anbefaler dog, at du ikke bruger pesticider og andre insektmidler. Vi anbefaler, at du rådfører dig på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Herudover kan de også blive angrebet af en svampesygdom kaldet ”visnesyge”, hvilket betyder, at enten hele skud eller hele planten visner ned til jorden. Sygdommen er meget svær at bekæmpe, da man ikke kender svampetypen.

Selvom hele planten er visnet, er den nødvendigvis ikke død. Det bedste du kan gøre er at klippe planten helt ned, hvorefter nye skud vil bryde ud uden sygdomstegn.

Guides til planter