Pasning og beskæring af roser
Sådan planter og beskærer du dine roser
FAQ - Ofte stillede spørgsmål om roser
Har du roser i haven, som trænger til en beskæring? Eller har du plantet roser i haven for første gang? I denne guide hjælper vi dig med, hvordan du allerbedst går foråret i møde med smukke og velpassede roser. Det er nemlig vigtigt, at du passer og beskærer dine roser rigtigt for at give roserne de bedste betingelser for vækst.
Hvilke roser skal jeg vælge?
Roser er smukke i haveindretningen. Der findes mange forskellige typer af roser, som har hver deres egenskaber og pasningsforhold. Du bør vælge roser efter dine egne præferencer samt i forhold til, hvor du ønsker at placere dine roser i haven. Nogle roser tåler eksempelvis rigeligt sol, mens andre kan trives i skygge.
Storblomstrede roser har store og fyldige blomster. Der kommer som regel ikke ret mange blomster på hver stilk, men de, der kommer, er utrolig smukke. Disse roser er sarte og kræver god pasning.
Parkroser er høje og kraftige roser, som ofte bliver omkring to meter høje. Parkroser er nemme at passe og blomstrer fra maj til juli.
Klatreroser kaldes også slyngroser. Disse roser har brug for noget at vokse og sno sig op ad. Det kan eksempelvis være et hegn, eller de kan bindes op ad huset. Klatreroser findes i mange forskellige udformninger og er kendetegnet ved deres rige blomstring.
Bunddækkeroser vokser lavt og bliver som regel 40-50 cm høje. De blomstrer fra juni og indtil frosten sætter ind og er ligeledes kendetegnet ved en rig blomstring.
Buketroser bliver 50-100 cm høje og har en vild og smuk blomstring. Buketroser har mange, men små blomster. Disse roser er hårdføre og passer til de fleste haveejere.
Plantning af roser
Skal du plante haveroser for første gang, eller ønsker du blot flere roser i din have? Så er det vigtigt at have styr på, hvornår og hvordan du skal plante dine roser.
Det bedste tidspunkt at plante dine barrodsroser er i efteråret. Her er der nemlig stor sandsynlighed for en masse nedbør, hvilket gør jorden fugtig, Samtidig er jorden stadig en smule varm fra sommeren.
De fleste roser trives bedst i en lerholdig og fugtig jord, og så kan de lide at stå på solrige og lyse placeringer i haven. Desuden bør du undgå at plante roser samme sted, hvor det før har været roser. Her vil jorden nemlig være “træt”, hvilket gør det svært for de nye roser at vokse.
Når du planter roser, bør du desuden tænke over afstanden mellem dine roser. Her er der forskel på de forskellige typer af roser. Storblomstrede roser og buketroser kan eksempelvis plantes med cirka 50 cm mellemrum. Klatreroser kræver derimod mere afstand, omkring 100-150 cm.
Beskæring af roser i haven
Det bedste tidspunkt at beskære roser er sent på vinteren, når frosten er ovre. Det vil som regel være på et tidspunkt i marts, men det kan variere fra år til år. Derfor er det en god idé at holde øje med vejrudsigten.
Beskæring af roser afhænger af rosens type. Parkroser kræver kun en ganske let beskæring hvert år, hvor visne og svage stilke fjernes. Det samme gælder for bunddækkeroser. Disse roser kan så klippes mere ned hvert andet til fjerde år.
Buketroser og storblomstrede roser kræver en hårdere beskæring for at få dem til at blomstre på smukkeste vis år efter år. De klippes ned til 15-25 cm højde alt efter størrelsen på dine roser.
Pas godt på dine roser
Claus Dalby giver i videoen sine bedste tips til, hvordan du plejer dine roser i haven. Det er nemlig vigtigt, at du giver dine roser opmærksomhed i sommerhalvåret for at få dem til at blomstre på bedste vis.
Husk gødningen til roser
Roser har brug for noget at leve af, og derfor er det en god idé at give dem gødning forår og sommer. Claus Dalby anbefaler at gøde første gang i slutningen af april. Herefter kan du gøde igen i juni og i løbet af sommeren dog ikke efter 1. august.
Du kan bruge økologisk gødning, komposteret kogødning eller almindelig NPK-gødning. Se på pakkens emballage, hvor meget gødning der skal anvendes. Du kan faktisk også bruge kaffegrums som gødning til dine roser.
Hold skadedyr væk
Claus Dalby anbefaler, at du sprøjter dine roser for at holde dem sunde og beskytte dem mod skadedyr. Et godt tidspunkt at sprøjte dine roser i haven er i midten af maj. Her forebygger du eventuelle skadedyrsangreb. Herefter bør du sprøjte roserne tre til fire gange i løbet af sommeren.
Når du skal sprøjte dine roser, er det vigtigt ikke at gøre det i solskin. Det kan derimod være en god idé at gøre det i aftentimerne.