Fjern kalk fra havefliser
Alt du bør vide om kalkudfældninger fra fliser
FAQ om kalk på beton fliser
Minimer kalkudfældninger
Kalkudfældninger er en naturlig proces, som sker for fliser, der ligges i indkørslen eller på terrassen i haven som følge af vind og vejr. Kalkudfældningerne vil forsvinde i løbet af 1-2 år, men der er en række ting, du kan gøre for at minimere dem. Se vores 5 tips herunder.
-
Læg fliser relativt kort tid efter du har modtaget dem.
Er du nødt til at opbevare fliserne i længere tid, inden du lægger dem, så sørg for, at de står tørt – og ikke bliver udsat for fugt som f.eks. regn og kondens. -
Sørg for et effektivt afvandingssystem
Det er vigtigt, at vandet kan komme væk fra belægningsstene, så derfor bør du sikre et effektivt afvandingssystem. Vandfyldte lunker vil øge risikoen for kalkudfældninger, hvorfor det anbefales, at du laver et fald på min. 25 ‰. -
Sørg for at holde fliserne rene under belægning
Støv og smuds kan sætte sig fast i kalkudfældningerne, derfor skal du sørge for at holde fliserne rene, når du lægger dem. Sørg for, at fliserne ikke bliver tilsmudset af sand og jord, og sørg for, at skæring og vibrering sker et andet sted eller tildæk fliserne. -
Opbevar ikke materialer på belægningen
Jord, sand og snavs holder på fugten og forøger mængden af kalkudfældninger. Desuden kan du risikere, at smuds fra materialerne bindes af kalkudfældningerne, hvilket giver mørke plamager på fliserne. -
Fej belægning ren efter fugning
Når fugerne er fyldt med sand, skal fliserne fejes rene. Fugesandet skal ikke blive liggende på belægningen, fordi det er med til at holde på fugten og dermed øge kalkudfældninger.
Sådan fjerner du kalken
Kan du ikke vente på, at kalkudfældningerne forsvinder i løbet af 1-2 år, så læs her, hvordan du kan prøve at fjerne dem.
Fej med skarpt kvartssand
Er der tale om svage kalkudfældninger, kan du feje belægningen med skarpt kvartssand, 1-3 mm i kornstørrelse. Det er vigtigt, at det er rent sand uden ler eller silt. Brug en stiv kost og gentag behandlingen, hvis det er nødvendigt.
Afsyring af betonfliser
Er det ikke tilstrækkeligt at feje med skarpt kvartssand, kan du afsyre belægningen med en svag saltsyreopløsning. OBS! Du bør dog vente så længe som muligt med at afsyre, helst 1 år. Desuden bør du også passe på med at beskadige fliserne og eventuelle planter omkring dem.
Når du afsyrer, fjerner du lidt af cementpastaen, så tilslaget bliver mere synligt. Man laver stort set det samme slid, som der naturligt vil komme i løbet af ca. 1 år.
Sådan afsyrer du dine betonfliser
Det er meget vigtigt, at du ikke benytter en stærkt syreopløsning, fordi du risikerer at ødelægge fliserne. Et godt tip er at starte på et mindre areal og se effekten.
Husk, at det er bedre at afsyre 2 gange med en svag opløsning end 1 gang med en stærk opløsning. Sørg også for at græs, buske og andre planter ikke beskadiges, mens du foretager afsyringen.
- Vand belægningen.
- Bland 1 del 30% saltsyreoplæsning og 15-20 dele vand.
- Fordel opløsningen over fliserne med en syreresistent have- eller giftsprøjte. Brug kun en meget lille mængde – overfladen skal kun være let fugtet.
- Lad opløsningen ligge i 5-10 minutter – fej belægning imens med en stiv kost. Undgå at udføre dette i varmt vejr og direkte solskin.
- Fej fliserne med en stiv kost, mens du skyller efter med vand.
- Gentag behandlingen, hvis det hvide slør ikke er forsvundet.