Sådan vasker du tøj
Hvordan vasker jeg mit tøj korrekt?
FAQ om vasketøj
Hvordan vasker jeg tøj?
Hvis du vil passe bedst muligt på dit tøj, er det vigtigt, at du vasker det korrekt. I denne guide gennemgår vi overordnede guidelines og tips til, hvordan du kan vaske forskellige materialer og styles, samt hvordan du bør sortere dit vasketøj.
Se dit vaskemærke
Først og fremmest er det vigtigt, at du følger vaskeanvisningen. Du finder typisk vaskesymbolerne på tøjets mærke. Vaskesymbolerne angiver f.eks., om din style godt kan tåle at blive vasket i maskine ved høj temperatur, om den skal håndvaskes, må tørretumbles osv.
Læs mere om vaskesymbolerne i vores guide her på Bilka.dk
Sortering af vasketøj
Når du skal vaske dit tøj, er det vigtigt, at du får sorteret det korrekt. Sortér dit vasketøj i forskellige farver og efter de forskellige vaskeanvisninger. Husk desuden at sortere uld og silke fra, da dette som udgangspunkt bør vaskes ved skånevask/håndvask.
Sortér vasketøjet efter farve
Du bør altid sortere dit vasketøj efter farve.
- Hvide og lyse genstande kan vaskes sammen. (Du kan med fordel vaske helt hvidt tøj for sig selv og bruge vaskemiddel med lidt blegemiddel, der er beregnet til hvidt tøj).
- Mørke, sorte og brogede farver kan vaskes sammen.
- Ensfarvet, farverigt tøj bør vaskes separat første gang. Herefter kan det vaskes sammen med tøj i samme nuance.
- Flerfarvede genstande bør vaskes sammen med andre flerfarvede genstande. Tøj med meget lyse områder bør dog vaskes for sig selv.
Sortér vasketøjet efter antal grader
Når du har sorteret efter farver, er det oplagt at fortsætte med vaskeanvisningerne: Sortér tøjet efter den temperatur, der er angivet i tøjets vaskemærke. Hvis du har klippet vaskemærket af eller på anden måde er i tvivl, kan du kaste et blik på vores vejledende guidelines nedenfor.
- Vask ved 15-20°C: Bluser, bukser, t-shirts og tøj, som du generelt ville vaske på 30-40°C, kan i de fleste tilfælde sagtens nøjes med at blive vasket ved 15-20°C. Hvis tøjet er meget beskidt, lugter eller har været i kontakt med smitsomme bakterier, kan det være en idé at vaske det ved højere grader (stadig indenfor mærkets anvisning, naturligvis), men er det næsten ikke snavset, kan du sagtens prøve med en kortere vask ved lavere temperatur.
- Vask ved 30-40°C: Vurdér, hvor beskidt tøjet er og følg anvisningerne på dit tøj. Hvis tøjet ikke er alt for beskidt, kan du nemt skrue ned på 30°C. Hvis vaskemærket anbefaler 40 grader, betyder det ikke, at du skal vaske på 40 hver gang, du skal blot være opmærksom på, at du ikke vasker tøjet ved højere temperatur end det anbefalede.
- Vask ved 60°C: Du kan ofte vaske sengetøj, karklude, håndklæder og lignende på 60°C. Nogle gør dette for at sikre, at husstøvmider, bakterier, osv. dør.
- Vask ved 90°C: Nogle vasker tekstiler ved 90°C, hvis de har været i kontakt med bakterier, og vil være sikre på, at bakterierne dør. Kogevask bruges typisk ved sygdom eller lignende. Du skal dog være opmærksom på, om tekstilerne kan tåle vask ved så høje temperaturer. Typisk vil det være på eget ansvar, da mange producenter ikke anbefaler kogevask.
Sådan passer du på de forskellige materialer
Dit tøj er lavet af forskellige materialer. Inden du vasker dine styles, er det vigtigt, at du tjekker vaskeanvisningerne og ser hvilke vaskesymboler, der gør sig gældende for den bestemte style. Er du alligevel i tvivl eller har du klippet mærket af, kan du som tommelfingerregel bruge denne liste.
Sådan vasker du bomuld
Som udgangspunkt kan du fint vaske bomuld på et almindeligt program på en 30-40 grader, men der kan selvfølgelig være variationer alt afhængig af style og farve mm. Sørg for at farvesortere, putte sarte styles i vaskepose og generelt følg vaskesymbolerne på tøjet.
Sådan skal du vaske viskose
Viskose bør overordnet set vaskes ved lav temperatur - ikke over 30 grader. Et skåneprogram kan være en god idé og alt afhængig style mm. kan du overveje vaskepose.
Sådan vasker du polyester
Polyester og andre syntetiske materialer kan som udgangspunkt tåle vask på op til 40 grader i maskine. Potentielt mere (eller mindre), men det kommer helt an på style og farve mm. Så tjek mærket, og/eller start med en mere 'safe' vask på 30 graders skåneprogram.
Sådan vasker du silke
Silke er et sart materiale, der skal behandles og håndteres med forsigtighed, hvis du gerne vil passe på tøjet. Brug vaskemiddel specifikt til silke- eller finvaskemiddel.
Vask det på et finvask/silkevask program på maskinen, gerne i vaskepose, eller i en balje i hånden - og undlad at strække varen i våd tilstand.
Sådan vasker du uld
Ofte kan du nøjes med at lufte dit uld udenfor og ikke vaske det. Skal du vaske uld, er det vigtigt at du bruger et uldvaskemiddel, og at du vasker stylen på et uld- eller håndvaskeprogram, på din vaskemaskine eller i hånden.
Sådan vasker du denim
Vi anbefaler, at du vasker dine jeans med vrangen ud for at mindske blegning af materialet. Tag dem hurtigt ud af vaskemaskinen for at undgå folder. Det er vigtigt, at du vasker dit denim, inden du bruger det.
Denim får nemlig sit karakteristiske udseende med en særlig indfarvningsmetode, som kan efterlade små farvepigmenter på overfladen, der kan medføre afsmitning. Er det sort denim, kan du overveje at vaske uden vaskemiddel, da dette kan efterlade streger på tøjet.
Vask læder og ruskind
Tøj af læder og ruskind bør generelt renses på et renseri, og det er vigtigt at du følger vaskeanvisningen, så du ikke ødelægger dit tøj.
Sådan vasker du strik
For at varen bibeholder sin oprindelige form, er det vigtigt, at du former og tørrer strikken liggende - og altid i skyggen. Nogle styles kan potentielt hængetørre, men tjek altid med anvisningen.
Du kan nemt vaske hør
Hør er et naturmateriale, som har let ved at krympe, når det er vådt. Du kan dampstryge materialet ved høj varme, for at opnå den oprindelige form. For at bevare strukturen, skal du stryge varen med undersiden udad.
Sådan vasker du dine dunjakker
Følg vaskeanvisningen i produktet. Læg tennisbolde i tørretumbleren, når du tørrer dunjakker. Hermed opnår du en jævn fordeling af dunene. Det er vigtigt, at dunene bliver helt tørre inden produktet tages ud af tørretumbleren.
Sådan vasker du regntøj
Regntøj bør dryptørre. Hvis du foretrækker at tørre regntøj i et tørreskab, skal det ske ved lav temperatur. Følg vaskeanvisningen.
Vask tøj med detaljer og aftagelige dele
Fjern altid aftagelige dele som f.eks. hætte, aftagelige krave, mv. før vask, og luk velcrolukninger og lynlåse. Vask nylonstrømpebukser og sarte varer eller varer med broderi, i en vaskepose.
Vask tøj med pailletter/ nitter/ sten
Der kan forekomme tab af pailletter, sten, nitter og perler ved vask og almindeligt brug. Produkter med pailletter, sten, nitter og perler bør derfor behandles skånsomt. Vask med vrangen ud, brug vaskepose hvis muligt og undlad tørretumbling. Følg altid vaskeanvisningen og aflever stylen til rens, hvis det er dét, der anbefales.
Sådan vasker du undertøj
Her er der selvfølgelig forskel på, om der er tale om et par bomuldsunderbukser eller en blonde-bh. Uanset hvad bør du altid følge vaskeanvisningen på stylen. Er der tale om en blonde-bh, vil anbefalingen typisk være håndvask. Såfremt du alligevel vælger at gøre det i maskine, er det vigtigt, at det er på et håndvaskprogram og at det er i en vaskepose.
Sådan vasker du tøj med metal, glitter og printeffekter
Metal, glitter og printeffekter vil aftage over tid grundet vask og almindelig brug. Det kan nok næppe undgås, men vask med vrangen ud og gerne i vaskepose. Følg altid anvisningen på stylen.